Tiden skrues 500 år tilbage på Voergaard Slot

VOER: Der forberedes i disse dage til en historisk oplevelse af de helt store. Området omkring Voergaard Slot er ved at ændre udseende, og skal gerne ende med at blive helt middelalderligt i perioden 14.-21. juli Der åbner Voergaard Slot portene for et af de største Nordjyske sommer-events. Igen i år forventes ca. 25.000 besøgende.

Der ventes ekstra stor opmærksomhed omkring Middelalderdagene på Voergaard, da der i år ikke er Middelaldermarked i Kildeparken i Aalborg.

En historisk tidslomme

- Det er som at træde 500 år tilbage i tiden, hvor over 400 aktører levendegør den historiske tidslomme. De mange aktører viser et bredt udsnit af Middelalderens verden, fortæller næstformand i Voergaard Levende Historie, Linda Guldbæk.

De spedalske, der viser hvordan sygdomme var i middelalderen og de adelige, der nyder livet med mad og vin i overflod. Musikken er også at høre mange steder, mens smukke viser og uartige sange lyder mange steder. Der er gøgl, trylleri, historiefortælling og akrobatik.

Børglum-bispen Stygge Krumpen og hans vedsoverske kan opleves alle dage, hvor de nyder livet på sommerresidensen.

Ridderne dyster hver dag, landsknægtene holder sig i kampform - og skyder med kanon og krudtvåben.

Gøglere er der i stort tal. Ridder Ole lægger selvfølgelig vejen forbi, og Mikkel Langbue vil fortælle sandfærdige løgnehistorier.

Af musikgrupper er blandt andre Ramasjang, Freier Rostocker, Nis Harpespiller.

Et nonnekor er der også på Voergaard.

Maden er lavet efter middelalderens forskrifter, der er ikke moderne ingredienser at finde. Der er køligt øl og sprøde pølser. Husk, en ordentlig mand er lige over 100 kilo. Og lige under 5 liter øl om dagen. Og det er konens opgave at holde ham i god stand - og fornøjer sig selv med vin og pandekager.

Der er flere steder arbejdende håndværkere, og mange af de flotte handelsboder sælger og formidler om de håndlavede sager.

Klosterskole og legeplads

Børn er også en slags mennesker, og skal lære noget! Benyt muligheden for at sende dem i klosterskole. De strenge nonner skal nok se til at lærdommen sidder fast. De mere blødsødne forældre kan også lade børnene lege på middelalderlegepladsen, hvor Mester Peder gøgler. Mange steder på pladsen er der små aktiviteter for børnene, så de rigtig kan mærke middelalderen.

Afslappet skovtursstemning

- Der er mange forskellige typer af oplevelser for alle aldre. Også selv der er mange ting på programmet, foregår besøget i et meget roligt tempo, hvor alle i familien kan følge med, beretter Linda Guldbæk.

Flere generationer sammen tager på tidsrejse til Middelalderen. Det er ligefrem blevet en tradition for mange familier, der gerne selv tager sin madkurv og tæpper med. Der er nemlig rig lejlighed til at slappe af, spise og måske få en lille lur ved Danmarks bredeste - og smukkeste - voldgrav.

NORDJYSKE’s bus besøger onsdag 18. juli på Voergaard Slot mellem klokken 12 og 17.

Middelalderdagene er alle dage klokken 10-17.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...