De nye skærpede corona-restriktioner, der omfatter syv nordjyske kommuner, rammer også restaurationsbranchen. Caféer og spisesteder må igen takke nej til gæster. Det gælder foreløbigt til og med den 3. december.

I Brønderslev får det naturligvis konsekvenser for de lokale restauranter. Her handler det i stedet om at finde nye veje for at overleve, og løsningen baseres i høj grad på take-away. Det gælder i hvert fald på familierestauranten Café RendezVous i Algade. Her imødeser indehaver Kenan Yildiz fire hårde uger med stor nedgang i omsætningen.

- Vi må jo vinke farvel til de mange gæster, der hver dag kommer og spiser. Om folk så i stedet vælger at hente deres mad, kan vi kun håbe. Vi fortsætter med take-away, men lige nu er alt meget usikkert. Vi håber det bedste, siger indehaveren.

På Bondestuen ved rundkørslen på Jerslevvej er indehaver Palle Nysted også skeptisk over udsigterne. Her holdes der foreløbig åbent til og med Mortens Aften, hvorefter der træffes en beslutning om, hvorvidt der skal holdes delvist åbent eller helt lukkes ned i en periode.

- Vi lever jo meget af pendlerne og det arbejdende folk. De kunder har vi ikke nu. Som tallene ser ud, kommer vi mindst til at mangle trekvart million i omsætning i denne måned, lyder det fra Palle Nysted. Han er kritisk overfor myndighedernes håndtering af smittetruslen, som han ikke mener imødekommer erhvervslivets problemer.

- Regningen bliver i sidste ende sendt til arbejdsgiverne og de selvstændige. Man er gode til at være på forkant med restriktioner. Men den hjælp, der skal ydes til dem, det går ud over – den prøver man at opfinde på bagkant. Jeg kunne godt bruge en mere fremadrettet plan for, hvordan hjælpen i givet fald skal fordeles, konstaterer Palle Nysted.

Heller ikke Sason Steak- & Pizzahouse i Algade forventer gyldne bundtal som følge af nedlukningen.

- Det er rigtig hårdt, at vi nu igen skal holde lukket for gæster, fastslår indehaver Hakan Sari.

- Vi prøvede jo det samme i foråret, og det var en svær tid. Nu må vi se, om folk er lige så flinke til at bakke op og bestille take-away som de var sidst. Men under alle omstændigheder har vi regninger, der skal betales, og vores personale skal have løn. Det bliver helt sikkert en vanskelig periode, som vi må komme igennem så godt som muligt, fastslår Hakan Sari.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...