”Breathe” er på plakaten i BASbio i denne uge. PR-foto

Kærlighedsfilm i BASbio i denne uge

BRØNDERSLEV: BASbio i Brønderslev viser onsdag, torsdag, fredag og søndag klokken 19 "Breathe".

I 1957 møder den karismatiske, unge englænder Robin Cavendish en smuk kvinde ved navn Diana Blacker. De bliver gift og rejser til Kenya, hvor han arbejder i te-branchen. Men efter få måneder bliver han syg af polio. Det lammer ham fra halsen og nedefter, og han skal bruge en respirator for at trække vejret.

Verdensmanden Robin er ikke god til at være bundet til en seng. Han vil ud i verden.

Diana og en række venner hjælper Robin med at få opfyldt sit ønske, og han opnår at kunne bevæge sig rundt i en bemærkelsesværdig rullestol med indbygget respirator.

Robin forbløffer alle ved at kæmpe sig frem i livet på trods af det alvorlige handicap. Lægerne forbløffes alene ved at se Robin overleve - og endda trives. Med sin kone Diana ved sin side formår han at sætte dybe spor i verden omkring ham.

Robin Cavendish kæmper hele sit liv for bevægelighed og handicappedes rettigheder. Han bliver en pioner, der viser andre handicappede, at det stadig er muligt at bevæge sig og leve livet.

"Breathe" er en kærlighedshistorie om to stærke mennesker, der udsættes for alvorlig modstand. Sammen beslutter de sig for at kæmpe, og det lykkes at leve et fuldt liv med kærlighed, latter og glæde.

Producer Jonathan Cavendish har altid tænkt, at hans forældres historie kunne blive en stærk fortælling på det store lærred.

Robin Cavendish blev lammet af polio, da han var sidst i 20’erne. Han ville ikke acceptere et liv bundet til sengen. Med hjælp fra sin kone og opfindsomme venner, lykkedes det at leve et liv i bevægelse, og han blev en foregangsmand og et ikon for handicappede.

Det var vennen Teddy Hall, der var med til at opfinde den revolutionerende rullestol med respirator. Den gjorde det muligt for Robin at leve og bevæge sig udenfor hospitalet, og det inspirerede andre til at gøre det samme.

Jonathans plan for at overføre forældrenes historie til film opstod i teatret. Han så William Nicholsons "Shadowlands" og blev inspireret af tonen og måden at fortælle på. Det ville passe godt til hans fars livshistorie.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...