Elever fra 10. klasse har samarbejdet med butikker om at pynte vinduer op til jul

BRØNDERSLEV: Der kom lidt ekstra julestemning i Brønderslev, da en flok elever fra 10. klassecentret på Hedegårdsskolen var ude at pynte butiksvinduer op.

Onsdag tog Julie Beilegaard Øland, Laura Hatting, Lærke Vittrup Jensen, Lærke Lund, Thea Trudslev og Ida Broberg Olesen nemlig ud til Seeds og Uldtråden for at hjælpe med oppyntningen.

- I første omgang tog vores leder af 10. klassecentret kontakt til en række butikker. Ud af de interesserede kontaktede vi så to, som fik besøg af syv elever, fortæller lærer Mette Bisgaard.

Det vakte glæde hos butiksindehaverne, der fik muligheden.

- De har selv givet udtryk for, at de manglede nye idéer til deres julevinduer. Det bliver hurtigt det samme hvert år. Så vi synes, at det er en god sag at bakke op om, siger Mette Bisgaard.

Det giver også værdi for eleverne, der har været ude og skabe værdi i byen.

- Vi vil gerne give eleverne noget mere ansvar og del i deres egen undervisning. De får lov til at lave noget, som reelt bruges til noget. Som 10. klassecenter skal vi uddanne, udvikle og hjælpe med at afklare, hvad man vil. Det giver en del pondus at gå ind i en butik, lave en aftale og aflevere et produkt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...