19. og 20. oktober er der den årlige udstilling af Efterårskunst i den store hal på Toftegårdsskolen

JERSLEV: Den sidste weekend i efterårsferien,19. og 20. oktober, åbner Jerslev Efterårskunst for 33. gang dørene for en spændende og stemningsfuld udstilling i den store hal på Toftegårdsskolen, oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse.

- De 48 kunstnere kommer fra store dele af landet for at deltage i udstillingen og vil være tilstede hele weekenden, så alle besøgende har mulighed for at få en god snak om de udstillede værker. Kunsterne repræsenterer en lang række stilarter og materialerne spænder over alt fra olie, glas, keramik og metal til drivtømmer og tekstil. I udstillingen er der lagt vægt på en god kombination af såvel erfarne kunstnere som nye talenter, skriver holdet bag udstillingen.

I en tilstødende hal vil der være udstillinger fra tre lokale foreninger.

- Jerslev Fotoklub har en flot fremvisning af fotokunst, mens lokalarkivet står klar med spændende information om lokalhistorie. På husflidsforeningens stand vil der være mulighed for at få en snak om håndarbejde og købe skønne sager af fx strik eller keramik. Under hele udstillingen byder kunstcaféen på forskellige hjemmelavede lækkerier til gode priser, hvor især den traditionsrige lagkage indtager en helt særlig position. Ud over kaffe, kage, franskbrød og lignende vil der også være mulighed for at købe årets kunstnervin og lodsedler til kunstlotteriet, der udtrækkes søndag eftermiddag.

Kunstneren bag årets plakat er Lise Riemer, hvis kunstneriske virker spænder over alt fra malerier til værker i sten og drivtømmer. I Lises kreative arbejde er hun meget inspireret af naturen og dens farver.

Bag Efterårskunst i Jerslev står en lang række frivillige med Kunstudvalget og Jerslev Borgerforening i spidsen. Der bliver hvert år lagt mange timer i at arrangere en spændende udstilling, og de frivillige glæder sig til at tage godt imod alle, der besøger Efterårskunst i Jerslev 2019.

Efterårskunst i Jerslev åbnes lørdag 19. oktober kl. 10.00, hvor Julie Holm Nielsen, turismekonsulent ved Brønderslev Kommune, holder ferniseringstalen. Herefter er udstillingen åben lørdag kl. 10.00-17.00 og søndag kl. 10.00-16.00, og der er gratis entré.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...