46 kunstnere kan opleves på udstilling

JERSLEV: 20. og 21. oktober finder kunstudstillingen "Efterårskunst" sted i Jerslev.

Der er i år kunst fra 46 kunstnere, og ud af dem er 25 nye kunstnere. Udstillingen kan ses i den store hal på Toftegårdsskolen i Jerslev, og ligesom tidligere år vil en bred vifte af både stilarter og materialer være repræsenteret. Der vil blandt andet være malerier, skulpturer af jern, bronze og sten, glaskunst, billedsyning og smykker.

- Der er et bredt spektrum af kunstnere og kunstarter, nye, gamle, lokale og nogle længere fra. Vi prøver at holde det som en hyggelig udstilling, og der skal også være et vist niveau, fortæller Emma Svensson, der er med i kunstudvalget, som har udvalgt de deltagende kunstnere.

Blandt de kunstformer, man kan opleve, er maleri, keramik, smykker, trædrejning og filt.

Kunstnerne vil være til stede under hele udstillingen, så der er mulighed for at få sig en god kunstsnak.

I en tilstødende hal udstiller Jerslev Fotoklub deres billeder, ligesom lokalarkivet og husflidsforeningen også deltager med spændende stande.

Hanne Svensmark, tidligere sognepræst i Jerslev og nuværende sognepræst i Dronninglund, holder ferniseringstale lørdag 20. oktober kl. 10.30, mens Jerslev Byorkester står for et musikalsk indslag. Udstillingen er åben både lørdag og søndag fra kl. 10-17.

Efterårskunst arrangeres af Jerslev Borgerforening og drives af frivillige kræfter.

Det er 32. gang, at udstillingen finder sted. Det plejer at være fint besøgt, oplyser Emma Svensson.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...