BASaren har sat navne på efterårets program, der byder på en bred palette af kulturoplevelser

Selvom det er sommer, så kan man godt begynde at se frem mod efteråret. Det gør BASaren i Brønderslev også, og programmet for efterårets arrangementer er ved at være på plads ovenpå det de selv kalder et turbulent forår, hvor arrangementer er blevet flyttet eller aflyst på grund af covid-19. Det har også medført, at der stadig er visse forholdsregler, når det kommer til arrangementer i salen og publikumsmængden.

- Som reglerne er lige nu, kan vi ikke lukke mere end 80 gæster ind til en koncert, fortæller Arne Mogensen fra BAS og fortsætter:

- Så vi har været i gang med at finde ud af, hvordan opsætningen af stole skal være i salen, for at give den bedste oplevelse til det enkelte arrangement, så det vil ikke nødvendigvis være det samme hver gang.

Programmet til efteråret er dog efterhånden sat, og der er noget for enhver smag fra kammermusik til standup, gæsteteater, pop og revysange.

Bo Evers får lov til at åbne efterårssæsonen med en solokoncert 12. september, hvor efter der kommer gæsteteater med Mette Rønne fra Svalegangen i Århus 14. september

28. september er der kammermusik med Korsbæk-trioen og derefter en bandkoncert med den lokale Christine Aggerholm 3. oktober.

10. oktober kan man opleve gamle revyhits præsenteres af Revysangens Genklang, og så er der solokoncert med Signe Svendsen 31. oktober, der indtil videre runder efterårets program af.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...