Brønderslevs nye dyrehandel sælger blandt meget andet udstyr til hunde og katte, gnavere, alt muligt udstyr til dyr og frosne rotter til krybdyr

BRØNDERSLEV: Brønderslev har fået en ny butik af en lidt usædvanlig slags - det er Dyregrotten, som er åbnet i Bredgade.

Her kan man både købe slanger, fisk, jordegerner, skorpioner, gekkoer, kaniner og en lang række andre dyr - plus en hel masser udstyr og foder til dyrene.

Det er Inger Hansen, der sammen med sin datter Natasja Hansen, som har et sabbatår, står bag butikken.

Inger Hansen har i mange år været social- og sundhedsassistent indenfor psykiatrien, men samtidig har hun også altid godt kunnet lide dyr og har mange dyr selv.

- Vi havde mange gange snakket om, at der manglede en dyrehandel i byen, fortæller Inger Hansen, der har et familiemedlem, der havde en dyrehandel i Frederikshavn, som hun kunne spørge til råds.

Og så flaskede det sig sådan, at han gerne ville prøve noget andet, og hun fik derfor chancen for at købe hans varelager.

3. december åbnede Inger Hansen og Natasja Hansen Dyregrotten i Brønderslev, og de oplever, at den er kommet godt fra start.

- Det har været fint, folk har været rigtig positive. Vi skal lige pejle os ind på, hvad folk i Brønderslev gerne vil have, fortæller Inger Hansen.

Indtil videre har det været populært med udstyr til katte og hunde, og de har solgt mange gnavere. Frostvarer til krybdyr, altså foder i form af frosne rotter og mus, er der også solgt meget af.

- Der er rigtig mange i Brønderslev, der har slanger, fortæller Inger Hansen.

Fisk er også populære, dem har butikken mange af, som man kan se svømme rundt i en masse akvarier.

Butikken indeholder udover de mange dyr i også en masse udstyr. Det er blandt meget andet bland selv godbidder til hunde, tyggestænger, puder, bure, kradsetræer til katte, foder til mange slags dyr, halsbånd, bolde, foder til vilde fugle og små plastikkasser med levende melorm, som krybdyr og hamstre spiser.

- Man er nødt til at have lidt af hvert, ellers gider folk ikke komme. Og det skal være noget andet, end man kan få i supermarkederne, fortæller Inger Hansen.

Inger Hansen kan godt lide dyr af flere årsager.

- Vi har altid haft rigtig mange dyr hjemme - marsvin, gekkoer, agamaer, heste - jeg synes, de er meget rolige og afstressende, forklarer hun.

Når man har en dyrehandler, skal man møde tidligt ind længe før butikkens åbningstid. Der er mange dyr, der skal fodres og passes.

- De skal have vand og foder, og nogle af krybdyrene skal sprayes. Nogle kan ikke drikke selv, fortæller Inger Hansen.

Derfor optager de i stedet vandet ved at blive sprayet.

Der er mange timer i arbejdet, både fordi hun er selvstændig, men også fordi dyrene jo skal også passes, selv om butikken har lukket en dag.

- Den korteste dag, jeg har haft, var seks timer, fortæller hun.

Arbejdet i Dyregrotten byder på mange opgaver - fx var der en uge før jul et jordegern, der var stukket af, og som de kunne høre på loftet.

Her var det en del af Inger Hansens arbejdsdag at forsøge at lokke det ned ved hjælp af en jordnød med syltetøj på.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...