Vintervejret ser ud til at slå igennem allerede i julemåneden

BRØNDERSLEV: Får vi hvid jul? Kommer der is på søerne? Bliver det gråt og trist hele januar? Nu har DMI en prognose klar, som måske giver os svaret på, hvordan vi kan forvente, at vintervejret bliver i sæsonen 2018/2019.

Langtidsmeteorolog, Martin Lindberg, har kigget langt frem i vejrprognoserne.

Han lover ikke hvid jul endnu, men der bliver vinterlige tendenser i december.

Ifølge meteorologen er der mulighed for, at vinteren overordnet bliver til den lidt koldere og tørre side.

Perioder med frost og sne er både en del af december, januar og februar, selvom december formentlig trækker det korteste strå.

December vil både byde på mildt og vådt vejr, men der bliver også perioder med kulde, nattefrost og sne.

December bliver formentlig en god blanding af det hele og ser ud til at ende tæt op ad en gennemsnitlig december.

Længere frem i tiden bliver prognosen mere usikkert, men der er tendenser til, at der vil være højtryk omkring os.

Højtryk om vinteren betyder ofte koldere vejr i Danmark, og derved vil muligheden for kolde perioder være lidt større end normalt.

Hvor meget nedbør der vil falde, og om den bliver hvid eller våd, afhænger af højtrykkets placering.

Januar og februar bliver formentlig også et miks af kulde i perioder afbrudt af indslag af lidt lunere vejr, og når vinteren er ovre, vil vi formentlig se tilbage på en vinter, som har været til den lidt kolde side, lyder det fra DMI.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...