Hedelund er så meget mere end en park

Når man er født og opvokset i Brønderslev, kan det måske virke en smule banalt og fremhæve Rhododendronparken, eller Hedelund som den bliver kaldt i folkemunde, som byens vartegn. Ikke desto mindre er Hedelund utvivlsomt blevet mere end blot end en park i Brønderslev.

Jeg vil snarere kalde det for en kulturinstitution, som mange af os lokale er rundet af.

Hedelund er med sine 10.000 planter fordelt på over 130 sorter Nordeuropas største rhododendronpark. At en park af denne størrelse ligger i en by som Brønderslev, er en gave som man skal huske og prise sig lykkelig for. Ikke blot for det den giver til os lokale, men i lige så høj grad for den turistattraktion, som Hedelund også er.

Selvom Hedelund ud ad til er mest berømt for sin overdådige og skønne natur, så bliver den af mange også associeret med fest og farver. På baggrund af den fantastiske natur danner den nemlig flere gange om året ramme for nogle storslået arrangementer. Det er altid her, at den årlige 1. maj fest bliver afholdt, ligesom at det store velgørenhedsløb “Stafet-for-livet” også finder sted i parken. Derudover er den lokalkendte “Runde Pavillon” også placeret lige midt i parken, som et symbol på parkens betydning for byens kulturliv. Ydermere er parken også blevet udstyret med en tiltrængt amfi-scene, hvilket også bringer liv til Hedelund.

Hedelund er blevet en naturlig del af borgernes livscyklus, fordi man altid vender tilbage. Jeg har tilbragt meget af min barndom i Hedelund, og der var også her jeg afholdte min konfirmationsfest.

Nu bruger jeg Hedelund til at gå ture med min søn i barnevognen, og jeg glæder mig til, at jeg en dag kan præsentere ham for parken, og han forhåbentlig får ligeså stor glæde af Hedelund som jeg har haft.

Hedelund ligger dejligt centralt placeret lige midt i Brønderslev, hvilket giver perfekte forudsætninger for, at kunne nyde hele byen og ikke blot parken. Man er således i gåafstand til både banegård og centrum. Parken er et åndehul midt i byen, og det er en sjælden kvalitet i en by med mere end 10.000 indbyggere. Derfor er det også glædeligt, at Hedelund nu er udgangspunkt for den arkitektoniske opblomstring, som spirer i byen. I min optik skal Hedelund være en løftestang, for de ambitioner vi allesammen har på Brønderslevs vegne.

Så hvad enten du er lokal, tilflytter eller blot på visit - så bør du helt sikkert lægge vejen forbi Hedelund og nyde den skønne natur, de mange fugle og den livsbekræftende ro.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...