Rhododendronparken Hedelund har både en pavillon, en sten med jantelov, blomster og en særlig historie

Midt mellem byens ikoniske beslagfabrik, det kulturrige BAS og Vendsyssels Idrætshøjskole ligger Rododendronparken Hedelund, som en ganske særlig perle her i Brønderslev, Vendsyssels hjerte.

Står man på Nørregade kan man sammen med vikingen Brundur, der har lagt navn til byen, skue udover en helt unik fauna. En fauna med mere end 10.000 planter fordelt på over 130 sorter, hvorfor Rhododendronparken Hedelund er den største af sin slags i Nordeuropa.

Tag familien med

Da jeg selv flyttede hertil i 2004, vidste jeg intet om hverken byen eller denne smukke perle, denne helt unikke oase. I dag holder jeg meget af at gå en tur derned, fordi den rummer så mange muligheder. Jeg kan fodre ænder med mit barnebarn, nyde synet af de smukke svaner, der fredsommeligt svømmer rundt til stor fryd for både børn og ældre. Der er legeplads så de små kan udfolde sig og unge tager gerne et tæppe med, sidder og snakker eller læser en bog. Mange nyder eftermiddagskaffen i parken, fordi der er mulighed for at sidde stille og roligt ved borde og bænke. Sidst men ikke mindst er det jo skønt med dette væld af smukke blomster i alle farve og dufte. Og lidt romantisk med springvand, hvide broer og pavilloner.

Historie

I dag skriver vi 2020, men idéen til parken opstod tilbage i 1989.

Her fik en gruppe borgere i efteråret idéen til at anlægge en rhododendronpark i det, der dengang var et anlæg ved navn Hedelund. Rhododendronparken skulle give folk i Brønderslev en mulighed for at kunne slappe af i smukke omgivelser. Dertil ville det også være en attraktion, der kunne trække både turister og virksomheder til byen.

Brønderslev byråd var med på idéen, mente at en sådan park kunne styrke forholdet mellem byens borgere og kommunen, samt være et godt symbol på samarbejde på tværs af interesser. Byrådet nedsatte derfor en arbejdsgruppe, der skulle udarbejde et forslag til, hvordan parken skulle se ud.

Det allerede eksisterende anlægskvaliteter skulle danne grundlag for den nye park. Adgangsforholdene skulle forbedres, og der var forslag til forskellige attraktioner rundt om i parken.

Brønderslev Kommune meddelte, at kunne borgerne rejse 1 mio. kroner, så ville de hjælpe med resten. Det færdige resultat blev indviet i 1994 og har kostet 4,3 mio. kr.

Af dem har byens borgere, virksomheder og institutioner sponsoreret ca. 1,1 mio., Brønderslev Kommune ca. 2,7 mio. og EU’s Regionalfond 0,5 mio.kr. Rhododendronparken Hedelund er et levende bevis på, at et godt samarbejde mellem borgere og byråd kan føre til noget konstruktivt, frugtbart og glædeligt.

Den Runde Pavillon

I Rhododendronparken vil man kunne se en stor smuk rund pavillon lavet af træ. Pavillonen er et af byens varetegn og kan f.eks. findes på platter, der kan købes i en isenkram.

Pavillonen er centrum for byens kulturliv i form af koncerter, byfester og Stafet for Livet. Kunstudstillinger og rammen om gudstjenester er også en del af Den Runde Pavillons historie.

De lokalhistoriske kilder om pavillonen er meget beskedne, men det er helt sikkert, at pavillonen er en gammel cirkuspavillon, som blev købt af cirkusfamilien Mundelin. Pavillonen blev opstillet i det daværende anlæg tilbage i 1903.

I 2007 afsluttede Den Runde Pavillon en gennemgribende renovering, således at pavillonen kunne anvendes hele året. Pavillonen blev isoleret, lagt varme ind og ikke mindst nu med toiletter for kun få år siden, blev der ved siden af bygget en mindre model af Den Runde Pavillon.

Moseeg og Jantelov

Gammel Moseeg og Janteloven indskrevet i sten er nogle af de seværdigheder, der er at finde for den interesserede besøgende.

Moseegen er flere hundrede år gammel og fundet i Lille Vildmose lidt uden for Brønderslev, Janteloven er et begreb skabt af Aksel Sandemose i romanen En flygtning krydser sit spor fra 1933.

Som mange andre steder findes der således også lokale perler i Brønderslev, Hjertet af Vendsyssel. Rhododenparken Hedelund er en sådan helt enestående og unik perle.

Gør dig selv den tjeneste at parkere bilen på parkeringspladsen og træd ind i parken, hvor du med det samme vil opleve indholdet af denne artikel: Brundur i ryggen, legeplads, borde, bænke og Janteloven på din venstre hånd, moseeg og Den runde Pavillon på din højre hånd

Foran dig har du ænder, svaner, springvand, hvide romantiske broer, at hav af grønt og farverige blomster; altså Rhododendronparken Hedelund i hele sin pragt. Der er kun for dig at gå lige ind og nyde herligheden.

Af hjertet velkommen og god fornøjelse

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...