Brønderslev Handel tør godt love, at der kommer julebelysning i år, da indsamlingen er kommet rigtig godt fra start

BRØNDERSLEV: For at sikre, at der kom julebelysning i Brønderslevs gader i år, har Brønderslev Handel sat en indsamling i gang. Efter den første uges tid er der allerede kommet godt gang i indsamlingen, og handelschefen tør godt love, der kommer julelys i byens gader igen i år.

- Efter vores borgermøde indkaldte vi til et ekstra møde med dem, som var interesserede i at give en hånd med, og vi har fået godt gang i indsamlingen. Der er allerede over 40.000 kroner indsamlet, og vi har melding om flere penge på vej. Jeg tør godt love, at der kommer julebelysning igen i år, siger handelschef Lars Bisgaard.

Målet for indsamlingen lige nu er omkring 75.000 kroner plus den kommunale støtte på 3,25 kroner per borger i byen, som handelschefen fortsat regner med vil komme fra kommunen, der giver et sted imellem 30-40.000 kroner ekstra.

- Vores fokus er på at få lys op i Algade ned til torvet, Nygade, Mejlstedgade og Bredgade ned til torvet. Vi vil også gerne have lys resten af Bredgade og på Banegårdspladsen, men vores fokus er på handelsgaderne, siger Lars Bisgaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...