Manna-Thise udvider byens multihus med over 1000 kvadratmeter - frivillige er klar til at rykke igen

MANNA-THISE: I Manna-Thise har de en kæmpe bygning, som byens folk selv har fået op at stå. Det er Manna-Thise Multihus.

Men nu er huset ved at blive endnu større. Frivillige er i fuld gang med for tredje gang at bygge - denne gang er det en udvidelse på over 1000 kvadratmeter.

- Det, der kommer her, er kulturen, fortæller Jens Th. Jensen, der er formand i bestyrelsen for Manna-Thise Multihus.

Med udvidelsen får man også et nyt sted at samles - en del af byggeriet er et samlingshus, der skal erstatte byens gamle forsamlingshus, der ellers trængte til en kærlig hånd. Men nu kommer det ind under den fælles bygning, og folkene bag forsamlingshuset følger med.

Multihuset bæres nemlig af en lang række foreninger i byen - idrætsforeningens klubhus er en del af multihuset, hvor boldbanerne ligger lige ved siden af, i hallen foregår der mange andre idrætsgrene, lokalhistorisk arkiv bor også i multihuset, og dagplejerne bruger det også.

Utæt gavl blev til mere

Idéen til den ny udvidelse begyndte med, at sydgavlen i multihuset var utæt. Det ville koste over 300.000 at renovere den. Sammenholdt med, at byens forsamlingshus også skulle renoveres for at blive up to date, nåede man i Thise frem til denne konklusion: Det kunne bedre svare sig at bygge til multihuset.

- Når vi bygger her, kunne vi få det hele samlet, fortæller Jens Th. Jensen.

- Vi synes, det var bedst at få det bygget sammen, så det kan udnyttes fuldt ud, fortæller Inge Løgtholt, der er kasserer i Manna-Thise Multihus og sammen med formanden står for økonomi og kontakt til myndigheder i hele byggeprojektet.

Altså gik man i gang, fik tegnet den ny del af huset, og for tiden er der masser af aktivitet på byggepladsen. Det træffer sig så heldigt, at multihusets bestyrelse tæller en nærmest optimal blanding af fagfolk - en tømrer, en elektriker, en entreprenør og en vvs’er.

Og det har vist sig, at byens folk godt gider hjælpe med det store byggeri - både dem, der har været med alle tre gange, og den yngre generation. Formanden var ellers ikke helt sikker på, om det ville blive ved med at gå.

- Jeg tænkte, at vi ville få svært ved det denne gang, men det er gået godt, fortæller Jens Th. Jensen.

Byens engangement bunder i sammenhold - de kan lide at bygge noget sammen.

- De gider, fordi der i Manna-Thise er mange lokale ildsjæle, mener Inge Løgtholt.

- De ved, de gør en forskel.

Inge Løgtholt og Jens Th. Jensen glæder sig også over, at der denne gang er kommet unge kræfter med til det fælles projekt, så alle aldersgrupper er med.

- De unge gør meget. Jeg var lidt skeptisk overfor, om de nye folk ville hjælpe, men det er ingen problem, fortæller Jens Th. Jensen.

De unge er typisk folk fra byen, som har været flyttet væk og er vendt tilbage.

- Mange vender tilbage. De kan godt være af sted til Aalborg, Aarhus eller København, men hovedparten vender tilbage, fortæller Inge Løgtholt.

Pengene rejser man ved hjælp af fonde og borgerdonationer, og så havde multihuset også en god egenkapital at spytte i projektet. Det er blandt andet muligt, fordi multihuset ikke har nogen halinspektør ansat - det klarer de frivillige, som blandt andet passer motionscenter, vedligeholder udendørsarealer og meget andet.

Byggeriet er gennemtænkt på en måde, så rummene kan udnyttes bedst muligt.

- Alle rum kan bruges til flere ting. Det er sådan, vi har tænkt, fortæller Inge Løgtholt.

For eksempel er der et overdækket udendørs område, hvor dagplejernes børn kan sove til middag i deres barnevogn om dagen, mens det tjener som tribune til fodboldkampe senere på dagen.

Dagplejernes rum skal også tjene som konfirmandstue og til babysamlesang.

Der er også flytbare vægge, så rummene kan tilpasses forskellige størrelser og formål.

- Det skal bruges til så mange forskellige ting som muligt. Nogle ville gerne have 80 kvadratmeter til at lave øl, men det kunne ikke bruges til andet, så det sagde vi nej til, fortæller Jens Th. Jensen.

De nye lokaler skal også bruges til kortspil og møder - og der er også to værelser til overnatninger til langvejs gæster til fester i samlingshuset eller til når der er sportsstævner.

Som noget nyt får byen esport - det bygger de også et lokale til, og det hænger godt sammen med, at der i forvejen er en ungdomsklub i multihuset, hvor byens unge mødes to gange om ugen.

Multihuset ligger på en mark, hvor udvidelsen peger væk fra vejen - og der er god plads til mere.

- Det er ikke det sidste projekt, det kan du godt skrive, smiler Jens Th. Jensen.

Fakta om multihuset

Manna-Thise Multihus ligger lige overfor skolen mellem Manna og Thise og stod færdig i 2007, bygget af frivillige hænder.

I 2011 blev der bygget fitnesscenter, dagplejelokale og lager.

I efteråret 2019 begyndte den tredje udvidelse af multihallen, som man er i gang med nu.

Den gamle del af multihuset er cirka 2800 kvadratmeter plus idrætsforeningens klubhus, som er en del af bygningen.

Det nye bliver på 840 kvadratmeter plus et overdækket areal plus et boldhus til idrætsforeningen. Plus et loftsrum på 230 kvadratmeter til depot.

Det nye kommer til at rumme et samlingshus, hvor der kan holdes fester og arrangementer, et køkken, mødelokaler, to sale, to værelser til overnatning og et lokale til e-sport, som bliver en ny ting i byen. Der er også depotrum, toiletter osv.

Bygningen får en overdækket udendørs del, hvor dagplejernes børn kan sove i barnevogn om dagen - senere på dagen kan det fungere som tribune ved fodboldkampe.

Det er tænkt ind, at lokalerne har flere forskellige funktioner og dermed kan bruges af flere forskellige grupper i så mange timer at døgnet som muligt.

Bag Manna-Thise Multihus står et repræsentantskab på 21 personer, der repræsenterer byens forskellige foreninger, herunder også borgerforening og menighedsråd. Ud af de 21 er der en bestyrelse på syv personer.

Byggeriet står i syv mio. kroner og ventes færdigt i maj 2021.

Der bor 1000 mennesker i Manna-Thise inklusiv opland.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...