Comedyklubben kommer til Brønderslev med tre komikere

BRØNDERSLEV: BASaren i Brønderslev lover komik i højeste kaliber, når de mandag 28. oktober byder på stand-up med Comedyklubben.dk.

Denne da kommer tre komikere, som ikke har optrådt i BASaren før.

Det oplyser Arne Mogensen fra BAS. Han skriver om arrangementet:

- På scenen denne gang er Jacob Taarnhøj, Kasper Gross og Tjelle Vejrup. Jacob Taarnhøj debuterede med et brag af en succes, da han i 2012 vandt “De Nyeste Nye”, en stand-up konkurrence for helt nye talenter. Siden har hans komiske evner banet vej for optræden ved Zulu Comedy Galla i 2013, på Frank Hvams minitour NYT samt ved Zulu Comedy Galla 2017, hvor han fik tildelt talentprisen.

- Kasper Gross er en stand-upkomiker med et unikt fortællertalent, stort nærvær og sproglig præcision. Han er kendt fra comedy-programmerne “Grand Danois” på TV 2 samt “Er vi der ikke snart?” og “Zulu Comedy Galla” på TV 2 Zulu, hvor han var nomineret til Talentprisen i 2014 og 2017. Desuden var han fast opvarmer på Tobias Dybvads one-man-show “Er det ikke dig fra Dybvad?” og en del af Frank Hvams ”NYT”-tour i 2015. Han er i efteråret 2019 aktuel med ”Minkavlerne” på TV2 Zulu, som han både har skrevet og spiller med i.

- Sidste mand på scenen er Tjelle Vejrup, som for mange nok vil være mest kendt ”Versus” på DR1, ”Rundt På Gulvet” på TV2, men derudover var han finalist ved DM i Stand-up 2013. Med en både tilbagelænet, energisk, impropræget og meget jysk tilgang tager Tjelle Vejrup sit publikum med på en underholdende tur rundt i alt, hvad der er dansk, fjollet og sjovt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...