Oplandsavisen afslører nu, hvem der får tildelt straftider, og hvem der er endelig vinder af pakkedysten 2018

BRØNDERSLEV: Tiderne taler deres tydelige sprog, efter Oplandsavisens testredaktion har fordelt tillægsstraf og voteret: Vinder af pakkedysten 2018 er tøjbutikken Støj og Nicolai Sthyr-Nielsen, der dermed løber med sejren i vores aldeles uvidenskabelige undersøgelse af, hvor hurtige byens butikker er til at pakke julegaver ind.

Stort tillykke fra testredaktionen, der fortæller, at førstepladsen kom sikkert i hus, selv efter tillæg af straftid på 1 time og 45 minutter for at have forsøgt indpakning af egen skotøjsæske samt ved stift stirrende mannequindukke at have givet anledning til mistanke om ”industrispionage”.

På en rigtig fornem 2. plads lander Janni Bertelsen fra tøjbutikken Noor, der dog også måtte indkassere straftid på 1 time og 45 minutter for at have indkaldt hjælp fra julemandens rensdyr.

En 3. plads hives i land af Maja Albrechtsen fra Børneshoppen, der fik tildelt straftid på 1 time og 45 minutter for forsøg på, med et halvt grantræ, at lægge hindringer i vejen for testredaktionens færden i butikken.

På 4. pladsen har vi Dorthe Fonager og Kop & Kande. Butikken måtte indkassere straftid på 1 time og 45 minutter for forsøg på at skjule kæmpelager at prøveindpakninger i bagbutikken.

På 5. pladsen kommer Christina Blach fra livsstilsbutikken Blach & Co, der måtte indkassere straftid på 1 time og 45 minutter for forsøg på at byde testredaktionen velkommen med nedrullet gitter og låst dør samt forsøg på at konsulteret en transportabel rådgiver.

På 6. pladsen kommer Lars Jakob og Skoringen, der skal have rosende omtale for at have stillet en tom skotøjsæske til rådighed. Men i ligestillingens navn, og da han skjulte sig i baglokalet ved testredaktionens ankomst, får også han en straftid på 1 time og 45 minutter.

I strid med givne løfter ser testredaktionen sig ikke i stand til at komme med hædrende omtale for flotteste indpakning, da alle pakkerne faktisk var imponerende flotte. Så derfor fordeles den hædrende omtale ligeligt til alle.

Da alle deltagere har fået præcist den samme straftid på 1 time og 45 minutter, ses der bort fra straftiderne. Herefter er den endelige stilling:

1. Støj med tiden 0:42,064 - godt og vel 42 sekunder.

2. Noor med tiden 0:52,739

3. Børneshoppen med tiden 0:53,993

4. Kop & Kande med tiden 1:00.054.

5. Blach & Co med tiden 01:04,571

6. Skoringen med tiden 1:16,589.

Det er værd at minde om, at ikke alle byens butikker har haft mulighed for at deltage i pakkedysten, så artiklens overskrift ”byens hurtigste pakkenisse” skal tages med et GRAN salt. Men de butikker, der ikke har været med, viser sikkert gerne deres evner her i julehandlen.

Tak til alle de modige deltagere i pakkedysten for julespas og god stemning.

Testredaktionen slutter sit arbejde med at undskylde og beklage alle grundløse mistanker og konspirationsteorier.

Tilbage er nu blot at ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...