Handelschef melder, at næste alle butikker fra denne uge er åbnet op på fuld tid - og de er klar til kunderne

BRØNDERSLEV: Butikkerne i Brønderslev er ved at finde tilbage til hverdagsrytmen igen efter en hel del uger præget af corona.

- Nu begynder butikkerne at åbne op for alvor, og det er ganske, ganske få butikker, som ikke har fuldt åbent fra næste uge af, fortalte handelschef Lars Bisgaard torsdag - dagen før store bededag, hvor der igen kom en udmelding fra statsministeren omkring corona.

- Brønderslev is back, opsummerer handelschefen.

Han har været rundt hver dag for at besøge butikkerne i den seneste tid.

- Det har da ikke været sjovt, men der har været en fantastisk opbakning fra folk. Vi er udfordrede, men vi er her stadigvæk, og vi er stadigvæk ved godt mod og stadigvæk kampklar. Nu begynder der at blive åbnet så meget op, at vi begynder at vende tilbage til en hverdag - men afspritning, god afstand og hvad der hører til, fortæller Lars Bisgaard.

- Tingene er, som de var før, butikkerne åbner, og varerne er der.

Da coronakrisen satte ind, var der de mange første dage nogle butikker, der holdt lukket, men så begyndte de at åbne op.

- De seneste 14 dage har rigtigt mange åbnet op. Nogle har haft ændrede åbningstider, andre har haft fuldt åbent, fortæller Lars Bisgaard, der også peger på, at fra og med denne uge er der ganske få, der har ændrede åbningstider, mens resten har normal åbningstid.

- Vi håber selvfølgelig, at folk vil begynde at komme. Der er ikke noget sundhedsfarligt ved at komme ud og købe tøj og andre ting, så længe man vasker hænder hjemmefra, spritter hænder, når man går ind i butikken, og igen når man går ud. Butikkerne melder, at folk er rigtigt gode til det, fortæller Lars Bisgaard.

- Vi er tilbage på fuld knald. Nu skal der ske noget, og vi vil tilbage til det gode gamle Brønderslev, opsummerer han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...