Susanne Jepsen er efter 16 år med tøjbutik i Brønderslev klar til at gå ind i næste livsfase som pensionist

BRØNDERSLEV: Butik Uniq i Brønderslev lukker til sommer. Indehaver Susanne Jepsen har besluttet sig for at stoppe, og det har ikke været nogen nem beslutning at nå frem til, for hun har haft sin tøjbutik i 16 år og er rigtig glad for sit fag.

- Det har fyldt meget i ens liv. Men de seneste halvandet år har jeg døjet meget med min ryg. Jeg skal til at tænke lidt mere på mig selv. Jeg skulle jo gerne blive en gammel dame uden alt for mange skavanker, smiler hun.

Beslutningen hænger også lidt sammen med hendes alder.

- Det er blevet lidt hårdere, siden konkurrencen med internettet er kommet, og jeg er blevet ældre og er blevet folkepensionist. Derfor har jeg valgt at stoppe, fortæller Susanne Jepsen, der har rundet de 66 år.

- Jeg havde lige været inde og få en ny hofte, og det har taget lidt på mit helbred. Der skal yngre kræfter til, det med hele tiden at forny sig og det hele med it har jeg ikke kræfter til længere. Og så har jeg nogle børnebørn, jeg godt vil have mere tid til, smiler Susanne Jepsen, der er heldig at have sine to børnebørn boende i nærheden af sit hjem i Vadum, så der er god basis for at tilbringe mere tid sammen med dem i fremtiden.

Måske kan nogen overtage

Nu skal Susanne Jepsen have afhændet butikken, og så er det tid til at træde ind i en ny livsfase.

- Det kan da godt blive svært, for butikken har været hele ens tilværelse. Der har ikke været så mange hobbyer ved siden af. Men jeg har før lavet kreative ting, det kan være, jeg skal til det igen. Jeg elsker også haven, så det kan være, jeg skal til at gøre noget ved den, fortæller Susanne Jepsen.

Der kan godt være mulighed for, at butikken kan køre videre med yngre kræfter, men der er ikke kommet nogen på banen, der er klar til at springe til og tage over.

- Men jeg håber, at nogen kan være interesseret i at køre det videre, når de hører, at det skal lukke, siger Susanne Jepsen.

Susanne Jepsen er uddannet teknisk assistent men har altid haft lidt handel hjemme i garagen, hvor hun havde en lille butik, og hun har også haft home parties med børnetøj.

I 2003 fik hun så sin egen butik inde i Brønderslev midtby.

- Jeg elsker det med at handle og det med at lave en god handel, fortæller Susanne Jepsen.

Det blev altså tøj, hun kastede sig over.

- Det var nemmest lige at gå til, og det var dét, jeg havde mest forstand på, forklarer Susanne Jepsen, der har tilbragt mange timer i butikken gennem årene.

Butik Uniq har mange stamkunder, og de specialiserer sig i tøj til den modne årgang.

Butikken indleder ophørsudsalg i maj og lukker midt i juli. Susanne Jepsen skal være ude af lejemålet i bygningen 1. august.

Hun minder om, at gavekort og tilgodebeviser skal indløses inden lukningen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...