Den nordjyske hydraulikvirksomhed Serman & Tipsmark i Brønderslev har vundet licitationen på renovationen af Hadsundbroen, som er udbudt af Vejdirektoratet. Broens otte cylindere er ikke blevet skiftet, siden broen blev bygget for 44 år siden, men nu skal Serman & Tipsmark udskifte cylinderne, således den vigtige trafikåre fortsat kan være bindeled mellem Aalborg og Randers.

Det oplyser Serman & Tipsmark i en pressemeddelelse.

- Vejdirektoratet gennemgår en gang om året de danske broer for at komme fejl og uforudsete hændelser i forkøbet, og det var nu blevet Hadsundbroens tur. Det er efterhånden en ældre bro, og derfor kom renoveringen i udbud, således at broen fortsat kan fungere optimalt for de mange trafikanter, der hver dag benytter den, oplyser Lis Lassen, der er bygværksansvarlig hos Vejdirektoratet, i pressemeddelelsen.

Hadsundbroen fører landevejen mellem Randers og Aalborg over Mariager Fjord.

Hadsundbroen blev bygget i 1976 og er en moderne lavbro med to broklapper. Det er broens otte cylindere, der får broklapperne til at åbne og lukke, som Serman & Tipsmark nu får ansvaret for at fremtidssikre.

- Det er altid spændende at skulle tilpasse nye løsninger til eksisterende konstruktioner, da der kan forekomme nogle særlige forhold, som vi skal tage hensyn til. I forhold til Hadsundsbroen skal vi have installeret nye cylindere, der er særligt egnet til et maritimt miljø, så de kan holde mange år ud i fremtiden, oplyser Henning Dybro, der er teknisk chef hos Serman & Tipsmark.

Serman & Tipsmark påbegynder renovationen af Hadsundbroen i uge 48 og kommer til at arbejde på broens cylindere frem til uge 50. I den forbindelse bliver broen lukket ned af to omgange i samarbejde med Vejdirektoratet, men for at generere trafikken mindst muligt, vil arbejdet foregå om natten. Datoerne for de to lukninger vil blive meldt ud senere på efteråret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...