Fredag blev første spadestik taget til en udvidelse af Serapions-Ordenens loge Caritas i Brønderslev. Udvidelsen sker, da Ordenens landsdækkende sekretariat flytter fra Frederiksberg til logen i Brønderslev 1. september

BRØNDERSLEV: Fredag eftermiddag blev det første spadestik taget til en betragtelig udvidelse af Serapions-Ordenens loge Caritas på Vivaldisvej i Brønderslev, og logens stormester fik æren af at tage det første spadestik til udvidelsen af logen.

- Denne spade er symbolsk, da den har været brugt før til opførslen af vores logebygning. Denne tilbygning bekræfter, at vi har et dejligt og særligt sammenhold i Caritas, siger Poul Erik Pedersen, stormester for logen Caritas i Brønderslev.

Sekretariat rykker til byen

Baggrunden for udvidelsen af logebygningen er, at Serapions-Ordenens sekretariat, der har adresse på Frederiksberg i København i dag, fra 1. september flytter til Brønderslev.

Sekretariatet har haft base i København siden 1976, men da sekretariatets arbejde er blevet mere og mere digitalt, så har det givet mening nu at flytte det til Brønderslev i stedet for adressen på Frederiksberg.

Caritas-logen bliver derfor udvidet med 183 kvadratmeter for at give plads til større lokaler til logens møder og arbejdet i logens stormester.

FAKTA

Fakta: Serapions-Ordenen

Serapions-Ordenen er orden stiftet 20. marts 1888, der kun findes i Danmark.

Der er 20 loger i 19 danske byer, og den udgør et landsdækkende netværk med omkring 850 ordensbrødre.

Ordenen optager mænd over 25.

Ordenens væsentligste grundpiller er personlig udvikling, etisk belæring og inspiration samt filantropisk og humanitært arbejde.

Ordenen laver årligt donationer på cirka 750.000 kroner til humanitære formål.

Forbilledet er Serapion, en kristen ægypter der levede 300 år efter Kristi fødsel, der udøvede humanitære gerninger.

Kilde: Serapions-Ordenen

Sekretariatet rummer administrationen af Serapions-Ordenens storloge, der driver logen på landsplan samt logens arkiveffekter. Der er fem personer tilknyttet ordenens sekretariat.

Det glæder logemester Poul Erik Pedersen, da det er en stor ære, at logen i Brønderslev nu kommer til at være hovedkontor for logens arbejde i hele landet.

- At Serapions-ordenen nu har adresse her på Vivaldisvej 4, det er vi meget beærede over. Jeg er glad for, at ordenen mener, at vi har grundlag for at drive det her, siger Poul Erik Pedersen.

Caritas i Brønderslev er også blandt Serapions-Ordenens største afdelinger med over 70 brødre ud af omkring 850 på landsplan.

Hele Serapions-Ordenens stormester, Anthony Pedersen fra Manna, var også tilstede ved spadestikket, og han var også stolt af, at Caritas-logen i Brønderslev nu skal rumme ordenens sekretariat.

- Det er en historisk begivenhed, som jeg ved, de har arbejdet på i årevis, og jeg har fulgt med i spænding, siger Anthony Pedersen.

Står færdig til foråret

Selve tilbygning af den nuværende logebygning står Sepion-udvalget for, og her er Kurt Christiansen formand. Han glæder sig også over tilbygningen, som har været længe undervejs, men som i løbet af de kommende måneder endelig realiseres.

- Vi regner med, at bygningen er under tag inden vinteren, så vi kan lave det indvendige i løbet af vinteren, så hele bygningen kan stå klar til foråret, siger Kurt Christiansen.

Byggeriet bliver lavet af frivillige logebrødre, og der vil blive tilføjet et stort samlingslokale, mødelokale til storlogen samt diverse mindre opbevaringsrum.

Samlet set bliver bygningen efter tilføjelsen af den nye fløj på cirka 500 kvadratmeter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...