Aktiviteterne i Brønderslev Bridgeklub ligger stille - nu har de kåret mestre ud fra de spil, de nåede inden corona

BRØNDERSLEV: Brønderslev Bridgeklub blev som så meget andet lagt ned, da Corona virussen kom hertil, og for bridgeklubben betød det en brat afslutning på sæsonen, som først skulle have været afsluttet i begyndelsen af april.

Det oplyser Ejler Sundgaard fra klubben. Han skriver:

- Både vores onsdagsklub og torsdagsklubben var godt i gang med at spille de sidste turneringer, så vi kunne kåre mestrene i de to afdelinger af klubben. Bestyrelsen har i den situation, som vi er i, valgt at kåre mestrene efter de spil og turneringer, som er afsluttet, og derfor er onsdagsmestrene Jette Sahl Nielsen og Jøren Østergaard, og torsdagsmestrene er blevet Johnny Jensen og Torsten Sverdrup Warberg. De vil alle fire blive hyldet, når vi igen får mulighed for at mødes.

Coronavirussen har også haft den betydning, at Brønderslev Bridgeklub ikke får mulighed for at afholde den generalforsamling, som var planlagt til 2. april.

Tidligere år har klubben også spillet sommerbridge i de første par måneder efter generalforsamlingen og så igen i august måned.

- Som det ser ud for tiden, har vi ikke stor tro på at vi vil være i stand til at spille bridge før end til efteråret, hvor vi håber at komme i gang igen. Vi har planlagt, at der skal være undervisning i efteråret, men vi følger naturligvis myndighedernes opfordringer, både med hensyn til forsamlingsfriheden og dermed også undervisning, oplyser Ejler Sundgaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...