Brønderslev Kommune inviterer til tre borgermøder, hvor Planstrategi 2019 vil blive præsenteret, og der vil være dialog om fremtidens fysiske udvikling af kommunen

BRØNDERSLEV: Byrådet i Brønderslev Kommune godkendte 24. april Planstrategi 2019, hvor der er fokus på den fysiske udvikling i kommunen indenfor tre fokusområder: bosætning, bæredygtig udvikling og landskab og turisme. Udviklingen af de tre fokusområder har givet anledning til gode diskussioner i byrådssalen, og byrådet har godkendt 11 målsætninger for kommunens udvikling de kommende år.

Brønderslev Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at man i forlængelse af denne godkendelse inviterer til borgermøder i kommunens tre største byer over den næste tid, da planstrategien i øjeblikket også er i offentlighøring frem til 24. juni.

- Med flotte landskaber, skøn natur, levende byer og lokalsamfund og en placering i hjertet af Vendsyssel er Brønderslev Kommune et oplagte sted at bosætte sig. Planstrategien beskriver hvordan Byrådet vil udvikle bosætningsområdet bredt, så der fortsat er gode muligheder for at leve et godt liv i både byerne og på landet. Boligudbuddet skal være varieret og der skal være attraktive boliger til hele livscyklussen – både til unge, enlige og ældre foruden børnefamilier. Kommunens landskabskvaliteter er unikke og skal bruges aktivt i udviklingen af kommunen til gavn for både bosætning og turisme. Planstrategien sætter nyt fokus på turisme, som en del af udviklingen i kommunen. Det er et vilkår, at udviklingen i Brønderslev Kommune skal være bæredygtig og imødekomme de klimaudfordringer vi står overfor. Det er derfor vigtigt, at erhvervsudvikling har fokus på ressourceeffektivitet, cirkulær økonomi og får del i de muligheder, der følger med den grønne omstilling, lyder det i pressemeddelelsen fra Brønderslev Kommune.

De tre borgermøder vil have hvert sit fokusområde som tema, og borgmester Mikael Klitgaard (V) vil stå i spidsen for de tre måder, hvor han indbyder til diskussion af den fysiske udvikling som startskud til kommuneplan 2012.

De tre møder finder sted:

Mandag 27. maj kl. 16-18 - Borgermøde om bosætning i Hjallerup Idrætscenter Tirsdag 28. maj kl. 16-18 - Borgermøde om bæredygtig udvikling på Brønderslev Rådhus. Mandag 3. juni kl. 16-18 - Borgermøde om landskab og turisme på Dronninglund Rådhus.

Den godkendte planstrategi er tilgængelig via Brønderslev Kommunes hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...