Børns Voksenvenner har fået satellitenhed i Brønderslev - to nye frivillige er klar til at matche børn og voksne

BRØNDERSLEV: Børns Voksenvenner i Aalborg har fået en satellitenhed i Brønderslev Kommune. To frivillige matchere er fundet, og de er i færd med at uddanne sig til at blive i stand til at matche børn og voksenvenner, så der kommer den bedst mulige relation ud af det. Det er Kirsten Thoft fra Hjallerup og Line Fugl fra Brønderslev, der har påtaget sig opgaven.

- Vi arbejder på at få frivillige voksenvenner og nogle børn. Det kræver et vist antal at kunne matche nogen, fortæller Line Fugl.

Begge har i en periode lært om arbejdet i Børns Voksenvenner og har fulgt nogle af de andre matchere i deres arbejde for at blive klædt på til opgaven.

- I løbet af en-to måneder er vi færdige med det forløb og er klar til at føre det videre heroppe, siger Line Fugl.

Deres opgave er både at skabe og støtte op om nye meningsfyldte venskaber mellem børn og voksenvenner og at følge op efter, at de har sat et godt makkerpar sammen.

Relationer gør en stor forskel

Kirsten Thoft fik lyst at engagere sig i noget frivilligt arbejde, da hun i fjor gik på pension fra sit job jordmoder.

- Jeg har hele mit arbejdsliv interesseret mig for børns vilkår, og jeg kender til, at der er familier, der af mange forskellige årsager har svært ved at tilbyde deres børn oplevelser og nærvær. Mange familier mangler en rollemodel, enten en far eller en mor. Nu har jeg mulighed for at arbejde indenfor det område på en anden måde, end jeg har gjort i mit arbejdsliv, fortæller Kirsten Thoft, der også er socialpædagog.

Line Fugl er pædagog og har arbejdet som skolepædagog i nogle år og er netop blevet færdig med en kandidatuddannelse oveni.

- Jeg har set, hvor meget børn får ud af at have en god relation til en voksen, der har tid til at sætte sig ned og tage en snak om alt mellem himmel og jord, fortæller hun.

Nu skal de så sammen skabe grobund for, at børn i Brønderslev Kommune kan få sig en voksenven. Og de tror på, at det kan gøre en stor forskel.

- Det kan øge selvtilliden, og det kan medvirke til, at et barn, der går og føler sig isoleret i familien, kan bryde med den ensomhed, siger Line Fugl, der også peger på, at børnene oplever at blive set og hørt af voksenvennen.

- Børnene oplever, at der er én, der er sammen med dem, fordi de gerne vil dem, ikke fordi de skal, siger Kirsten Thoft.

Det kan også give oplevelser og give en at se op til, og så kan det være med til at klæde børnene på til at mestre deres liv.

Helt almindelige børn

Der kan være forskellige årsager til, at børn kan komme i betragtning til at få en voksenven.

- Det er helt almindelige børn med helt almindelige problemer, men som er i en familie med et spinkelt netværk, eller hvor forældrene af den ene eller anden grund ikke har så mange ressourcer. Det kan være skilsmisse, dødsfald eller sygdom, giver Kirsten Thoft som eksempler.

Det kan fx også være børn, der vokser op hos deres mor og mangler en mandlig relation.

- Eller det kan være en familie, hvor en søskende fylder meget på grund af sygdom, så der ikke er så meget tid, fortæller Line Fugl.

Voksenvennerne retter sig ikke til børn med vanskeligheder af en karakter, der kræver en socialpædagogisk indsats.

- Det skal også være til gavn for voksenvennen, og børnene skal give noget tilbage i relationen, fortæller Line Fugl.

For at blive voksenven skal man først og fremmest have en stor interesse for børn.

- Man skal have tid og overskud og have nogle interesser, som ikke behøver være særligt specielle. Det kan være helt almindelige ting som at bage en kage eller lave et puslespil, fortæller Kirsten Thoft, der peger på, at nærvær og opmærksomhed er det vigtigste.

- Man skal kunne tage barnet med ind i dét, man selv går op i og det liv, man lever, supplerer Line Fugl.

Voksenvennen skal have et stabilt liv og have tid til at være sammen med barnet to til fire gange om måneden, og så skal man kunne forpligte sig for mindst to år og gerne kunne se det fortsætte længere endnu, så det bliver en stabil relation for barnet.

De to nye matchere har ikke noget mål for, hvor mange relationer de skal være med til at skabe i Brønderslev Kommune. Foreløbig tænker de, at kan de bare lave et, så er det positivt.

- Kan vi lave ti, er det helt fantastisk, og kan vi lave 20, er det virkeligt fantastisk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...