BI Håndbold går i gang med at anlægge to nye baner til beach håndbold - det giver nye muligheder

BI Håndbold har planer om at anlægge fire nye udendørs baner på BI’s anlæg - og de har netop modtaget en kraftig donation på en kvart mio. kroner, som gør det muligt at komme i gang med de to første baner om kort tid.

Der er tale om to baner til beach håndbold, som skal ligge lige ved siden af BI Fodbolds kunstgræsbane på BI-Centret i Brønderslev.

Der er meget stor glæde over det nye projekt i BI Håndbold - for det giver klubben en hel stribe af fordele. En af dem er, at man med de udendørs baner pludselig kommer til at kunne spille året rundt i stedet for kun i vinterhalvåret, som det er nu.

- Det er en udfordring. Nogle kommer i gang med noget andet, men der er også nogle, som ikke gør og sætter sig hjem bag computeren, fortæller formand for BI Håndbold, Pia Høst Holmberg, der indrømmer, at man i håndboldafdelingen har været lidt misundelig på fodboldspillerne over, at de kan spille hele året rundt.

Beach håndbold er populært, men ikke så mange klubber har det.

Mette Møller
Pia Høst Holmberg og Jesper Storm Simonsen (th) glæder sig over de nye udendørs håndboldbaner, som skal ligge her ved siden af kunstgræsbanen til fodbold. En jordvold skal flyttes, så der bliver plads. Foto: Bente Poder Foto: Bente Poder

- Vi vil gerne være med på beatet, og det vokser jo frem. Det bliver godt for byen, og vi kan afholde stævner, fortæller Pia Høst Holmberg.

Næstformand Jesper Storm Simonsen peger på, at de nye baner bliver et plus for hele byen.

- Vi planlægger at lave skoleturneringer og nå ud til alle unge i hele byen, fortæller han.

En vigtig brik

Salling fondene står bag den store donation på en kvart mio., som projektet nu har fået. Varehuschef Søren Flodgaard fra Føtex i Brønderslev havde onsdag en symbolsk kæmpecheck med på BI-centret på vegne af Salling fondene.

Han fortalte, at man gerne vil støtte noget, der har med socialt ansvar og sundhed at gøre.

- Nu kan de komme i gang med et stort projekt, sagde han.

Og hos BI er glæden mindst ligeså stor.

- Det var en vigtig brik i vores projekt, at vi har fået de penge. Det kan være, det kan skubbe til noget mere. Med de penge og vores egenfinansiering kan vi nu lave de to baner, så nu kan vi komme i gang, smiler Pia Høst Holmberg.

At de nye baner skal ligge på BI’s anlæg giver også nogle fordele - som det er nu, er BI Håndbolds aktiviteter spredt ud på Brønderslev Hallen samt på hallerne i Ø. Brønderslev, Stenum og Serritslev. Med de nye baner kan man komme tættere sammen i sommerhalvåret, mens der spilles udenfor.

- Man kommer tættere på dem, man er i klub med, fortæller Pia Høst Holmberg, der peger på, at mange håndboldspillere og fodboldspillere kender hinanden - og fremover i sommerhalvåret skal det samme sted hen, når de skal være aktive i deres forening.

- Det giver et andet fællesskab, og vi kan mixe nogle årgange. I dag er vi noget begrænsede i hallerne i forhold til kapacitet og plads, fortæller Jesper Storm Simonsen.

Beach håndbold er anderledes end almindelig håndbold, og BI-spillerne har prøvet det, blandt andet på en beach volley bane ved Brønderslev Hallerne. Man kan fx ikke drible.

- Det er et andet spil, hvor man er nødt til at bevæge sig mere, fortæller Jesper Storm Simonsen.

Han peger også på, at der er mere underholdning i spillet - fx får man flere point, hvis man scorer et mål ved et trick, det kan være en pirouette.

- Der er mere finesse og finurlighed i det, fortæller han.

Kunstgræsbane i fuld skala

De sidste to baner, der skal anlægges i næste omgang, er endnu en bane til beach håndbold samt en håndboldbane med kunstgræs. Arbejdet med at søge penge til den del er i gang.

- Planen er, at vi skal have en fuldskala håndboldbane på kunstgræs, fortæller Jesper Storm Simonsen.

Første skridt er nu at dræne underlaget for alle de fire kommende baner. Arbejdet går i gang, så snart det er muligt.

- Vi forestiller os, at vi skal til at spille til foråret, siger Pia Høst Holmberg.

BI Håndbold tæller cirka 350 medlemmer i alderen fra to år og op til seniorspillere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...