Sommermødet blev holdt i Lønstrup

BRØNDERSLEV: Forleden drog medlemmerne af Brønderslev Inner Wheel-klub til Lønstrup for at afvikle sommermøde samt kædeoverrækkelse til den nye præsident for 2018-2019.

Den solfyldte og varme dag var ideel for en rundvisning i den lille by ved havet, og Allan Normann Sørensen gav Inner Wheelerne en god introduktion til byen og dens historie. Senere var der mulighed for besøg i nogle af Lønstrups butikker, inden dagen sluttede med klubmøde på Cafe Havblik.

Her gennemgik præsident Birgit Hjortlund klubbens aktiviteter i årets løb, som havde budt på flere interessante foredrag og besøg på bl.a. PMU i Sindal samt Psykiatrihistorisk Museum i Brønderslev

Klubbens aktive projektudvalg havde samlet så mange penge ind, at klubben kunne betale for transport, således at 16 hold pensionister fra Brønderslev kunne besøge Vildmoseporten. Klubben betaler også til en dreng i en SOS-børneby i Paraguay samt en Babushka i Kirgisistan.

Aftenen sluttede med, at Birgit Hjortlund videregav præsidentkæden til Lone Normann Petersen, som iht. Inner Wheels rotationsprincip varetager hvervet som præsident indtil 1. juli 2019

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...