Skop/Torp og Jimi And The Double Of Trouble kommer til Bålhøj Festival til august

BRØNDERSLEV: Sko/Torp og Jimi And The Double Of Trouble kommer på Bålhøj Festival i Ø. Brønderslev 10. august, og med det er musikprogrammet nu klar.

Bålhøj Festival oplyser i en pressemeddelelse, at Søren Sko og Palle Torp i mange år har spillet sammen.

- De elsker at optræde, og glæder sig til at turnere rundt i 2019, som på mange måder vil være et særligt år for dem. De kan nemlig fejre 30-års jubilæum sammen, og det skete med en helt ny samling sange, der udkom i november 2018 på albummet ”Heaven Is On Our Side”. Det er bandets syvende album i alt og det første siden ”Afterhours” fra 2016, skriver de.

Mange fans har været med Sko/Torp fra starten i 1990, hvor Sko/Torp nærmest dukkede op ud af ingenting med albummet ”On A Long Lonely Night”, der med et salg på mere end 200.000 eksemplarer satte rekord som det bedst solgte danske debutalbum.

Bandet vil både spille de gamle sange og samtidig vise, at de er i evig bevægelse ved at præsentere noget nyt, og på den kommende turné glæder de sig særligt til at spille nogle af sangene fra ”Heaven Is On Our Side”.

Jimi & The Double Of Trouble er et nordjysk band, som er en hyldest til guitarlegenderne Jimi Hendrix og Stevie Ray Vaughan.

Klassikerne bliver taget under kærlig behandling, når den står på ”Freedom”, ”Voodoo Child”, ”Crosstown Traffic”, ”Pride & Joy”, ”Cold Shot” og ”Lovestruck, Baby”!

- Specielt til denne aften vil bandet også krydre sættet med gamle rockklassikere, som de fleste vil kunne skråle med på.

På Bålhøj Festival spiller blandt andet også Johnny Madsen, og så skal vinderen af konkurrencen Byens Bedste Band også spille.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...