ERHVERV: Spar Nord og BDO giver erhvervsprisen ”Succesvirksomheder” til virksomheder, der gennem fem år har skabt gode resultater

Spar Nord og BDO har delt anderkendelse ud til syv forskellige virksomheder i bankområde Midtvendsyssel (Brønderslev Kommune samt Løkken).

Erhvervsprisen, som Spar Nord og BDO har indstiftet i 2019, hylder eliten af mindre og mellemstore virksomheder i dansk erhvervsliv, som leverer et særligt bidrag til vækst og velstand i lokalområderne og til dansk økonomi som helhed.

- Det er en erhvervspris, som vi for andet år i træk uddeler. Den hylder det lange, seje træk hos dem, der har vækst på deres resultat de seneste fem år, har en solid soliditetsgrad og har evnet at skabe resultater på det lange, seje træk, forklarer Annette Drivsholm, der er direktør for Spar Nord Brønderslev.

Hun fortæller, at det har været en stor fornøjelse at være ude at uddele anderkendelsen.

- De bliver så glade for anerkendelsen. De får en lille statuette og æren, der følger med, og så får de et diplom og æren af at være blandt de bedste 200 i Nordjylland, fortæller hun.

Tidligere samlede man alle, der har fået prisen, men det kan man ikke i år pga. corona.

- Det er en pris, hvor vi sammen med BDO anerkender og hylder de mindre og mellemstore virksomheder i dansk erhvervsliv, som er lykkedes med at skabe vækst og kontinuerligt bidraget til en positiv udvikling i dansk økonomi som helhed. Det er dem, vi måske nogle gange overser i rækken af priser. Vi vil gerne vise dem, at vi skylder dem en tak og en respekt, påpeger Annette Drivsholm.

Blandt modtagerne er Intech International A/S, som får prisen for andet år i træk, Staring A/S, Lars Nielsen Tømrer-Snedker ApS, Green Instruments A/S og Landinspektør Nord A/S, som også får for andet år i træk. To virksomheder har ønsket at være anonyme.

Spar Nord og BDO hædrer i alt 1.000 Succesvirksomheder i Danmark. Heraf 200 i Nordjylland.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...