Føtex i Brønderslev oplevede, at blad blev revet væk - nu er der en ny chance for at få fat i det populære blad, og det er der meget stor interesse for

BRØNDERSLEV: DA det særlige Anders And blad, ”Anders And besøger Vendsyssel” i november kom på gaden, oplevede man i Føtex i Brønderslev, at det blev revet væk.

Man prøvede at gøre noget ved det.

- Det var mere eller mindre på landsplan udsolgt, fortæller Signe Vejen, der er teamkoordinator i Føtex i Brønderslev.

Her prøvede man at hjælpe de folk, der var gået forgæves efter det populære blad, som var udsolgt helt ned til Aarhus.

- Det var revet væk, så vi tog imod forudbestillinger dengang i håb om, at vi kunne få nogle af bladene, når butikkerne i København sendte retur. Der kunne vi få 25, men det var slet ikke nok, vi havde i hvert fald 50 på venteliste. Der har været en kæmpe efterspørgsel på det, fortæller Signe Vejen.

Men for de interesserede er der nu den gode nyhed, at bladet genoptrykkes og kan forudbestilles i en periode.

Nu er der frem til uge 4 mulighed for at genbestille bladet via Føtex i Brønderslev.

- Vi synes, der var så mange, der gik forgæves, og vi ville gerne, at alle i Brønderslev, der vil have det Anders And blad, kan få det, mener Signe Vejen.

Efter tre dage med mulighed for at bestille et blad havde 1100 meldt sig.

- Vi har solgt over 1100 blade, så det er lidt vildt. Vi havde tænkt, at vi ville have 150, fortæller Signe Vejen.

Hun fortæller også, at det er ret usædvanligt, at et Anders And blad bliver genoptrykt.

- Det er vildt, at Anders And kan få så meget gang i Nordjylland.

De nye blade ventes at lande i butikken i uge 9.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...