Støtteforening står bag solokoncert med Allan Olsen

JERSLEV: Støtteforeningen for 9740 afholder solokoncert med den nordjyske sanger og entertainer Allan Olsen.

Foreningen oplyser, at koncerten finder sted 9. februar i Jerslev Hallen. De skriver om sangeren:

- Allan Olsen står mere og mere som et fyrtårn på den danske musikscene. Ikke mindst som solist i ordets egentlige forstand: Alene på scenen, foran et kræsent og lyttende publikum. 2018 var knapt skudt i gang, før Allan Olsen i januar lagde sig i selen med en massiv solo-turné.

- Ud til de fine steder, som han selv formulerede det. Turneen frekventerede nemlig udelukkende de største og mest koncert-egnede scener i landet, bl.a. Det Kongelige Teater. Hér kvitterede Olsen med ikke blot at henrykke den udsolgte sal, men også musiktidsskriftet, Gaffas anmelder. Endda i en sådan grad, at den rutinerede entertainers optræden blev honoreret med hele seks stjerner.

Her i vinteren 2019 vil Allan Olsen begive sig afsted som rejsende i det helt fundamentale: Én mand alene på en scene.

- Denne gang er han tilbage i rammer, der klæ’r hans udtryk mindst ligeså godt, nemlig de lidt mindre og måske mere intime spillesteder.

Støtteforeningen for 9740 ser frem til en forrygende aften i selskab med Allan Olsen. Billetter kan købes via Ticketmaster.dk eller ved indgangen på selve aftenen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...