Mohammad Malek Masoud blev årets sportsnavn i Brønderslev Kommune

BRØNDERSLEV: Radio 101,2 FM og Nordjyske Bank har for 25. år i træk kåret Årets Sportsnavn i Brønderslev Kommune med hjælp fra 14 delegerede, som har afgivet points.

Årets Sportsnavn 2018 blev den lokale bokser Mohammad Malek Masoud fra Brønderslev Bokseklub, der tidligere i år blev Dansk Mester i U17 weltervægt, med 130 points foran badmintonspiller Sofie Røjkjær Kjøbsted med 99 points. Nummer 3 og 4 blev racerkører Nicolai Nygaard Pedersen og cykelrytter Emil Vinther Schmidt.

Prisen består af kr. 2.500,00 og en pokal, som begge vil blive overrakt af Bjarne Axelsen fra Radio 101,2 FM og Thomas Jørgensen fra Nordjyske Bank i forbindelse med Awardshowet på Nordjyllands Idrætshøjskole, torsdag den 28. februar. Her vil priserne som Årets Klub 2018 og Årets Idrætsleder 2018 også blive overrakt.

- Vi modtog totalt 54 indstillinger i de 3 kategorier, så der er i den grad gang i det lokale sportsliv. En stor tak til de 14 personer, der som delegerede uafhængigt af hinanden afgav points og dermed var med til at afgøre, hvem der skulle være Årets Sportsnavn 2018, siger Bjarne Axelsen fra Radio 101,2 FM i en pressemeddelelse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...