Anders Riis Klæstrup var til eksamen i samfundsfag og blev den allerførste student i Brønderslev i år

BRØNDERSLEV: Årets første student er sprunget ud på Brønderslev Gymnasium. Det var 19-årige Anders Riis Klæstrup, der mandag morgen var oppe i samfundsfag.

Han kom ud fra sin eksamen til en stor flok af mennesker, der havde ventet i spænding i en sitrende stemning.

Der blev klappet, og en flok af klassekammerater blev helt rørte og fik krammere.

Men først gik den nye student hen til sin bedstefar Knud Jørgensen, som var klar til at sætte studenterhuen på sit barnebarn.

Der var også en mere bedstefar, Hardy Jensen, der stod klar til at tage imod, og den nybagte students forældre, Gitte og Klaus Riis Klæstrup, stod klar med champagne.

Der var også blomster fra rektor Per Knudsen.

Anders Riis Klæstrup drog et stort lettelsens suk, da det var overstået, og det har da også været en speciel periode på det seneste.

- Det har været meget stille og roligt, men lige så snart eksamen kom tæt på, blev det meget nervepirrende. Tid sidst var jeg mere spændt end nervøs, fortalte Anders Riis Klæstrup, der havde talt timerne , da den afsluttende stund nærmede sig.

Det var også specielt at komme ud til så stor en ventende flok.

- Jeg havde ikke lige regnet med, at der stod så mange.

Med studenterhuen vel i hus var det tit til at tage med familien hjem og spise morgenmad og slappe af forud for aftenens studenterfest.

Lidt længere på den anden side af studenterdagene har Anders Riis Klæstrup planer om et sabbatår.

Brønderslev Gymnasium har i år 98 STX-studenter og 46 HF-studenter.

Der er sidste eksamen onsdag i denne uge og dimission fredag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...