Der bliver musik i midtbyen

BRØNDERSLEV: Aalborg Garden er i finalen om at blive "Årets Fantastiske Fællesskab" i Danmark, og de kommer der til Brønderslev lørdag 27. oktober for at spille, samle opbakning og fiske stemmer til konkurrencen.

- Da vi fik en henvendelse fra Garden om hjælp, var vi naturligvis med på ideen. Brønderslev er jo Vendsyssels hjerte, så hvad ville være mere naturligt end at modtage Aalborg Garden med åbne arme og kærlighed og lægge hjerterum til lidt god orkestermusik, siger handelschef Lars Bisgaard Andreasen.

Orkestret starter kl. 11.00 på banegården, hvorfra man marcherer ned mod Algade.

Her stopper man foran Imerco hvor man spiller i 20 minutter, inden turen går videre til en af de andre nordjyske byer, orkesteret også besøger denne dag.

Handelschefen opfordrer til at støtte op om garden og stemmer på dem i konkurrencen, særligt da en af orkestrets medlemmer, Anne Nielsen, oprindeligt er fra Brønderslev.

På den måde vil det jo også være Brønderslev, der vinder sammen med Anne og hendes kollegaer i garden. Vi er jo først og fremmest vendelboer, men vi er også nordjyder, og vi skal stå sammen når det gælder, siger Lars Bisgaard Andreasen.

Aalborg Garden besøger ud over Brønderslev også Hjørring, Hobro og Aalborg lørdag 27. oktober.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...