Lørdag var Aalborg Garden på besøg i Brønderslev for at samle støtte i konkurrence om at blive årets fantastiske fællesskab

BRØNDERSLEV: Lørdag 27. oktober var der fint besøg i Brønderslev, da Aalborg Garden var forbi for at spille og samle stemmer.

De er med i TV2 regionernes konkurrence om at blive årets fantastiske fællesskab, og denne lørdag var de på tur rundt i fire nordjyske byer for at samle stemmer.

- Det gik rigtig godt med at samle opbakning. Folk ville os det bedste, og mange stemte med det samme, siger Niels Lundbye-Christensen, formand for Aalborg Garden.

Brønderslev var andet stop på turen, hvor de først havde været i Hjørring og siden i Hobro og Aalborg, og der var stor ros til de lokale i Brønderslev, som gerne ville støtte Aalborg Garden.

- Vi var også godt hjulpet på vej af handelschefen i Brønderslev, og butiksejerne var flinke til at hjælpe os med noget reklame for afstemningen, siger Niels Lundbye-Christensen.

Niels Lundby-Christensen håber, at Aalborg Garden løber med prisen, men oddsene er lidt imod dem, da bookmakerne ikke har dem som favoritter.

- Fordi vi kommer fra en større by, så kan det være sværere at få opbakning, end mange af de andre, der kommer fra mindre lokalsamfund. Men vi kæmper til det sidste og håber på, vi vinder. Vi kan mærke, at vi har fået en hel masse ekstra opbakning til Aalborg Garden bla. på Facebook, efter vi har været med i konkurrencen, siger Niels Lundby-Christensen.

Hvem der bliver årets fantastiske fællesskab afgøres med sms-afstemning og bliver offentliggjort på TV2 Nord lørdag aften 3. november i et direkte tv-show.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...