Nybygget Aldi i Brønderslev åbner som planlagt 20. marts - men den planlagte underholdning aflyses

BRØNDERSLEV: På baggrund af den alvorlige situation med coronavirus har Aldi valgt at udsætte åbningsfesten for den nye Aldi butik i Brønderslev, som var planlagt til 20. marts.

Det oplyser Aldi Danmark i en pressemeddelelse.

- Vi har glædet os i lang tid til at byde alle velkommen i vores nye og flotte butik. Men med den alvorlige situation som vi oplever med coronavirussen her i Danmark, har vi valgt at udsætte åbningsfesten i Brønderslev, skriver de.

Den ny butik åbner dog som planlagt 20. marts, men altså uden den planlagte underholdning.

Ifølge regionsdirektør i Aldi, Michael Ottesen, er det vigtigt at understrege, at trods den alvorlige situation som landet befinder sig i, så bør kunderne vide, at Aldi Danmark - og den danske fødevarebranche generelt - er godt rustet til udfordringerne i kølvandet på virussen.

- I Aldi Danmark følger vi nøje myndighedernes retningslinjer og tager situationen meget alvorligt. Derfor vil jeg også gerne understrege, at man skal følge rådene om at holde afstand, vask hænder grundigt og ofte - og forsøg at foretage indkøbene på forskellige tidspunkter på dagen. Vores forsyningskæder og logistik er godt rustet til denne situation, og vi leverer varer hver eneste dag til vores butikker - så der er ingen grund til uro eller ekstraordinært store indkøb, påpeger Michael Ottesen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...