HISTORIE: Lokalhistorisk Arkiv for Ø. Brønderslev og Hallund fejrer jubilæum - har brug for flere folk

I november kan Lokalhistorisk Arkiv for Øster Brønderslev og Hallund Sogne fejre 35 års jubilæum, og det markeres med åbent hus i arkivet søndag 10. november kl. 14 til 16. Det sker i arkivets lokaler i de tidligere sognerådslokaler i underetagen af plejecenter Elmehøj.

Det oplyser Per Drustrup Larsen fra arkivets bestyrelse i en pressemeddelelse. Han skriver:

- Åbent Hus holdes for at give flere mulighed for at se, hvad der er blevet samlet ind fra hele lokalområdet i perioden, hvor skiftende bestyrelsesmedlemmer har arbejdet med at sikre og formidle lokalhistorisk viden. I øjeblikket er der kun tre personer i bestyrelsen

Det er udover Per Drustrup Larsen, der er fra Ø. Brønderslev, også Kirsten Boelt fra Hallund og Holger Dahl Hansen fra Stubdrup.

Per Drustrup Larsen oplyser, at aktivitetsniveauet gennem årene har varieret meget i takt med interessen fra lokalområdet og antallet af aktive i bestyrelsen, men at man i alle årene har modtaget rigtigt mange spændende arkivalier og billeder, så samlingen er ret omfattende.

- Etableringen af den landsdækkende database arkiv.dk med mulighed for digitalisering af billeder og bedre overblik over de arkivalier fra især private og foreninger, som arkivet har. Netop behovet for og arbejdet med digitalisering af samlingen, så den kan gøres tilgængelig og nyttig for mange flere, er en opgave, som arkivet gerne vil gøre noget ved. Derfor håber vi også på, at der til Åbent Hus melder sig nogle flere til at deltage aktivt i arbejdet på arkivet. Interessen for den lokale historie er der, men det har vist sig svært at få aktive folk til at arbejde med billeder og arkivalier. Derfor er slet ingen af arkivets sager registrerede i arkiv.dk, og det er en opgave, der kræver flere hænder og hoveder, skriver Per Drustrup Larsen.

- Lykkes det ikke at få flere med, så er jeg bange for arkivets fremtid.

Til åbent hus arrangementet bliver der mulighed for at se nogle af de ting, som er blevet fundet med arkivets metaldetektor.

- De dækker perioden fra bronzealderen og helt frem til den øldåse, der blev smidt på marken den anden dag. Ud over at der på den måde findes beviser for lokale folks liv og færden for mange år siden, viser det også skiftende generationers måde at håndtere affald på. Der er fundet mange sjove og interessante sager, og det, der endnu ikke er afleveret på museet, kan ses i arkivet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...