Mødedeltagere hørte om lokale forhold, bankens regnskab og den økonomiske udvikling i verden

BRØNDERSLEV: For nylig var 350 aktionærer samlet til aktionærmøde i bankområde Midtvendsyssel ved Spar Nord.

Efter velkomst fra Formanden Jesper Hardahl og beretning fra direktør Annette Drivsholm som både berettede om de lokale forhold og bankens regnskab for 2018, efterfulgt af cheføkonom Jens Nyholm om den økonomiske udvikling i verden.

Et af de vigtigste formål ved aktionærmødet er ifølge Spar Nord at få valgt medlemmer til det lokale bankråd. I år var situationen, at der blev opstillet præcist det antal kandidater, der skulle vælges, så der blev ikke nogen valghandling.

På aktionærmødet blev salgskonsulent, Allan Have, Brønderslev, campingforhandler, Christian Riber, Brønderslev, borgmester, Mikael Klitgaard (V), Hjallerup og lærer, Liselotte Huse, Brønderslev valgt til bankrådet.

- Bankrådet består af 9 medlemmer. 8 valgt af og blandt de lokale aktionærer og en valgt af medarbejderne. En af opgaverne er, at deltage som delegeret på Spar Nords generalforsamling. Her vil bankrådet have hele bankkredsens samlede antal stemmer med, således at bankområdet får den indflydelse, der svarer til andelen af den samlede aktiekapital. Bankrådet fungerer som sparringspartner og inspirator for den lokale ledelse på drifts- og markedsmæssige områder, og dermed kan bankrådet være med til at påvirke udviklingen i den lokale bank. Ligeledes er bankrådet ambassadører for Spar Nord og er et bindeled til såvel nuværende og fremtidige kunder. Bankrådet observerer, hvad der sker i lokalområdet og viderebringer dette til den lokale bank, oplyser Anette Drivsholm, direktør i Spar Nord Midtvendsyssel.

Der var også orientering om Spar Nord Fonden og dens aktiviteter på aktionærmødet.

- Spar Nord Fonden er aktiv som aldrig før, og fonden modtager store udbytter fra banken. Lokalt udgør fonden således en stor forskel for de mange sports-, fritids og kulturelle foreninger, da mange af projekterne gennemføres med støtte fra netop Spar Nord Fonden. På landsplan har fonden i 2018 uddelt over 60 mio. kroner.

- Det er fantastisk dejligt at fonden og Spar Nord kan bakke op omkring en helt masse gode initiativer og være med til at gøre en forskel over det ganske land. Ud af over 3.000 ansøgninger fik 723 modtagere støtte til lokale, regionale og nationale projekter. I Bankområde Midtvendsyssel som dækker markedsområdet i hele Brønderslev kommune samt Løkken, er der uddelt midler for 1,2 mio. kr. i hele 2018, det er både midler fra Spar Nord Fonden samt Hjallerup og Omegns Sparekasses lokale gavefond.

Aftenen blev afsluttet med en vinsmagning rundt i de franske vine, oplyser Spar Nord.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...