Søndag blev det markeret, at Hedelund Rhododendronpark har eksisteret i 25 år

BRØNDERSLEV: Hedelund Rhododendronpark blev åbnet i 1994, og parken kan derfor i år fejre sølvbryllup. Det blev fejret ved en højtidelighed i Den Rund Pavillon og senere med Sankt Hans bål i parken for første gang.

Ideen til, at parken skulle fyldes med rododendron kom fra Gunnar Vestergaard, der var en lokal have- og rododendronentusiast. Hans ide blev præsenteret i 1989, da kommunen efterlyste gode forslag til, hvordan parken kunne udvikles.

Byens borgere, politikere og erhvervsfolk bed på Gunnar Vestergaards ide om en park fyldt med rododendron.

Hans vision blev en realitet i 1994, da parken endelig stor klar. Det var landskabsarkitekt Frans Ameys, der tegnede den nye park. Siden 1994 er udviklingen dog ikke stået stille i Hedelund Rhododendronpark, og der er kommet mange nye bygninger og oplevelser i parken.

Der er bl.a. kommet et kildevæld til, springvand rundt i vandforløbet, flere pavilloner rundt i parken, og Tage Buus, der var en del af den oprindelige parkgruppe, har fået en scene opkaldt efter sig.

Senest er der i år kommet en hel ny indgangsportal og en app, som fortæller historien om parken og sender en på en vandretur igennem hele parken.

Oplandsavisen har været en tur i arkivet og fundet lidt nedslag fra de sidste 25 år, der viser dele af parkens udvikling igennem tiden og de mange arrangementer, der holdes hvert år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...