Decohaven i Brønderslev gav gode råd til, hvordan man kan beskære frugttræer

BRØNDERSLEV: Decohaven i Brønderslev har afholdt beskæringskursus, hvor gartner Frank Sølvmose var instruktør.

Kunsten at beskære træer har ligeså mange varianter, som der er gartnere, men Frank Sølvmose gjorde rede for den teknik, som han bruger i planteskolen og har gode erfaringer med.

Kurset var både teori og praksis.

De 22 deltagere blev udstyret med en beskæringssaks så de kunne afprøve det lærte i praksis, og få en professionel vurdering af det færdige resultat.

Principperne var som følger:

Æble- og pæretræer skal beskæres om vinteren, og man skal sørge for at få en åben krone, så der kan komme godt med lys ind mellem grene og blade. Det er medvirkende til at der kommer flere, større og bedre smagende frugter.

Det er ikke hensigtsmæssigt at have grene som krydser hinanden og her er det som regel den øverste gren som må ”lade livet”.

Er man i tvivl om, hvilken gren som skal fjernes, så bør man lade den gren forblive, som man synes bevarer træets facon bedst.

Fjerner man en gren, skal den klippes så der er 0,5- 1 mm tilbage for at undgå dannelse af vildskud/vandris, som tager næring fra grenene uden at give frugter.

Hvis man ønsker at klippe en gren tilbage, den kan være blevet for lang, så skal man efterlade et stykke på ca. 5 cm. Hvilket er nok til at grenen kan sætte nye skud, som vil give frugt efter tre år.

Pas på ikke at klippe frugttræerne som en busk, da det ikke vil give tilstrækkelig åbenhed.

Klip hellere rigeligt af, da der så kommer flere, bedre og stærkere frugter

En beskæring kan være medvirkende til at træets rodnet bedre kan forsyne træet med næring og dermed gøre det stærkere, hvilket medfører at det bliver mere modstandsdygtig overfor sygdom og insektangreb.

På et sundt træ vil 75 pct. af frugten undgå angreb selvom der ikke er brugt kemikalier

Nogle gange oplever man en slags mos på grenene, det kan fjernes med en specialsæbeblanding men det er tegn på gødningsmangel, så ved tilførsel af den nødvendige gødningsmængde vil frugttræet selv være i stand til at afvise mos.

Deltagerne gav udtryk for en lærerig dag, og alle var nu parate til at afprøve det lærte på egne æble- og pæretræer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...