Frivillighed: Der var gode grunde til at kippe med flaget, den forgangne lørdag i Brønderslev

Der var gode grunde til at kippe med flaget, den forgangne lørdag i Brønderslev.

I 20 år har de lokale Natteravne skabt tryghed på gader og stræder, og det blev naturligvis behørigt fejret.

– Vi glæder os over at, mange har haft lyst til at markere jubilæet sammen ned os. Egentlig er det først til november, men til den tid er vejret næppe til et udendørs arrangement. Så vi har valgt at fejre det nu, siger næstformand hos Natteravnene i Brønderslev, Chris Thomsen.

På Banegårdspladsen var der i dagens anledning opsat et festtelt. Her stod den på hygge, udskænkning samt servering af helstegt pattegris. Per Musik leverede muntre toner på en dag, hvor både tidligere og nuværende medlemmer lagde vejen forbi.

– I øjeblikket er vi cirka 23 medlemmer. Vi skulle dog gerne noget højere op, konstaterer næstformanden med henvisning til, at Natteravnene er på gaden den 1 og sidste weekend i hver måned. Det sker altid i grupper på 3 personer. Målet er at agere synlige voksne som børn og unge trygt kan rette henvendelse til.

– Vi skal ikke være opsøgende. Men det er klart, at der er arrangementer, hvor vi har mere at se til end andre. Eksempelvis kan man altid møde os til både Brønderslev og Hjallerup markeder. Vi forsøger også at være på gaden, når der er Open by Night eller når der sker andre større ting i lokalområdet, forklarer Chris Thomsen.

Han bemærker videre, at Natteravnene generelt er vellidte i Brønderslev, hvor han i øvrigt ikke mener, at der er større problemer i det ungdommelige natteliv end alle andre steder.

– Byens største problem er nok, at der egentlig sker for lidt. Så de unge søger mod Hjørring eller Aalborg for at more sig. Måske ville det være mere trygt for dem og deres forældre, hvis det foregik her i Brønderslev.

Den lokale Natteravne-forening har hidtil haft til huse på få kvadratmeter i et lokale på Søndergades Skole. For ganske nyligt har Natteravnene dog fået kommunalt tilsagn om at måtte benytte den nedlagte produktionsskole.

– Det var nok den bedste jubilæumsgave vi kunne få. Nu får vi den plads vi har behov for, og jeg er sikker på, at vi nok skal formå at udvikle os i årene fremover, siger Chris Thomsen. Han takker samtidig de sponsorer, der var med til at gøre lørdagens jubilæumsfest mulig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...