Unge har lært om personlig udvikling, lederskab, gruppedynamik og meget mere på Kirkelig Ungdoms Lederuddannelse

BRØNDERSLEV: 13 unge har i et år gået til KUL, som står for Kirkelig Ungdoms Lederuddannelse. De har været igennem en række ting, og de har nu afsluttet deres forløb og fået et diplom på det.

Det oplyser Kristian Brogaard, der er sognepræst i Brønderslev og Serritslev, og har stået for forløbet.

Han skriver, at de unge har været sammen ti lørdage i fire timer, hvor der har været fokus på deres personlige udvikling som leder, samarbejde, kendskab til gruppedynamik, spiritualitet, organisering med mere.

De har også været på lejr i Tyskland og har prøvet lederopgaver i kirkens børne- og ungdomsarbejde.

- Søndag 31. marts modtog de diplom ved en reception efter gudstjenesten, hvor de deltog med oplæsning, skrev bønner, hjalp til ved nadver og havde skrevet en salme. Menighedsrådets formand, Mogens Juhl Jensen, udtrykte i en tale glæde over de unge og så frem til godt samarbejde, skriver Kristian Brogaard.

De unge melder også om, at det har givet en personlig udvikling, og at de har brugt det lærte i hverdagen i deres liv bla. som leder i FDF og IMU.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...