Brønderslev Floorballklubs U11 hold har ikke tabt en eneste kamp i deres række i tusind dage i træk - det blev fejret

BRØNDERSLEV: Normalt går det lidt op og ned med sport. Men for U11 holdet i Brønderslev Floorballklub har det gået stabilt godt i usædvanligt mange dage i træk.

Det er i dag 23. januar tusind dage siden, at holdet sidst har prøvet at tabe en kamp i deres række under Floorball Danmark. Og det blev fejret onsdag aften med kagemand i hallen i forbindelse med, at der var træning for U9, U11 og U13,

- Dét, der er lidt specielt er, at vi har en flok børn, som har spillet floorball i lang tid og sidst, vores U11 hold tabte en kamp i deres turnering, var 29. april 2017. Man kan nogle gange godt have en årgang, som er rigtigt dygtig, men det her er noget, der er kørt ud over tre-fire forskellige årgange, fortæller Morten Bager, der er træner på U11 og U13.

De børn, der for tusind dage siden spillede på U11-holdet, er således kommet videre, og der er kommet nye til. Så der er mange børn, der har været med til at sikre U11-holdet de mange sejre - og en enkelt uafgjort, som det også er blevet til i perioden.

Morten Bager er heller ikke den eneste træner, der har haft en finger med i spillet. Over perioden har også Michael Andersen, Lucas Madsen og Nikolaj Wettergreen været træner for holdet.

Han tror, at flere ting spiller ind i den meget lange gode stime.

- Vi har fået bygget en god ungdomsafdeling op med en god kultur med at komme til træning og have fokus på det sociale, fortæller han.

Der er også ofte spillere, der spiller med på holdet en tak ældre.

- Der er en rød tråd, og de hygger sig sammen på holdet, som er bygget op på det sociale, fortæller Morten Bager, der peger på, at selv om det er sjovt, at man ikke har tabt i tusind dage, så er det ikke er vigtigste.

- Vi spiller ikke for at vinde, men for at alle kan være med.

Vægten på det sociale viser sig også i, at holdet i weekenden skal på tur til Sverige - her er flere forældre end børn tilmeldt, så opbakningen er stor.

Morten Bager oplever også, at det er en sport, hvor der ikke er ret mange, der stopper igen, og så er det let at komme i gang - der er også et børnehold for fem til otteårige og et mikrofloorballhold, hvor man kan komme i gang allerede som tre-fire årig.

Til fejringen onsdag aften i Brønderslev Hallerne var der cirka 60 spillere med, både U9, U11 og U13 holdet. Der blev både spillet og spist kagemand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...