Klap en glad gris

0
Søndag havde Camilla og Laust Lyngø inviteret alle interesserede til at se og høre nærmere om Dansk Sortbroget Landracesvin. Foto: Bent Bach
Lækkert grisekød sælges til gourmetrestauranter i København

Øf, øf og atter øf!

Jo, der er ingen tvivl om, at de 20 søer og to orner har det frit og herligt i de mange plørede sølehuller bag gården på Vester Starengvej ved Brønderslev.

Camilla og Laust Lyngø begyndte i det små for tre år siden, men nu er virksomheden “Glad Gris” for alvor ved at finde fodfæste i mudderet.

Den Sortbrogede Landrace-gris er nemlig perfekt skabt til en lækker middag, blandt andet fordi den vokser langsommere end de fleste andre racer.

Dermed er der bedre tid til at få det smagfyldte fedt indlejret i kødet. Og når grisene samtidig æder grovfoder, rodfrugter og urter, bliver resultatet kraftfuldt.

Vor landmand påstår endda hårdnakket, at en kamsteg fra Sortbroget Landracesvin er umulig at stege tør…

Udover at lokale og københavnske gourmetrestauranter også har fået smag for de glade grise fra Brønderslev, sælger virksomheden naturligvis til private.

– Én ting er smagen. Men folk kan jo også godt lide den gode fortælling, som handler om, at grisene bliver behandlet ordentligt. Jeg snakker med grisene hver dag, og de får masser af motion. Dermed kan man spise med god samvittighed, hvilket også har noget sige, når vi snakker om smag, siger Laust Lyngø med et smil.

Selve aflivningen af grisene foregår på gården. Først herefter bliver de fragtet til slagteren, og dermed kan de leve et ustresset svineliv hele livet.

At landmand Laust Lyngø er tæt på at gøre grisene til en levevej er egentligt et paradoks.

Gennem årene har han nemlig altid holdt på, at han aldrig ville have med grise at gøre, hvis de blot skulle stå i en stald og fodres op.

Men nærmest ved et tilfælde fik han kontakt med Den Sortbrogede Landracegris, og via avlsarbejde er Camilla og Laust Lyngø i fuld gang med at sikre racen et stykke ind i fremtiden.

Søndag havde parret inviteret alle interesserede til at få en snak med grisene og høre nærmere om racen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close