Flere små i huset

0
Huset var tidligere almindeligt beboelseshus, men nu er det indrettet med mange muligheder for de små børn - både ude og inde. Inde er der bla. en klatrevæg, en hule med bolde, et tumlerum med puder at pøle i eller slappe af i og ribber. Foto: Kurt Bering
For to år siden tog den private dagplejer Stinne Reng i Dagplejen Troldehøj et hop fra fem børn hjemme til ti børn ude – og købte et hus i Ingemannsgade i Brønderslev og satte det i stand til stordagpleje og fik sig en kollega. Nu tager hun et spring mere – og laver sin dagpleje om til en privat vuggestue med 15 børn.

Grunden til udvidelsen er den samme, som da hun gik fra fem til ti børn.

– Der var så stor efterspørgsel, der var tre, der havde spurgt på en plads. Jeg havde leget med tanken, men syntes også, det var et stort projekt, husker Stinne Reng, der endte med at kaste sig ud i det – og denne uge bliver første uge med plads 15 børn og vuggestue.

Stinne Reng er selv mor til fire børn i alderen seks til 13 år, og hun er virkelig glad for at være sammen med børn.

– Jeg synes, det er helt fantastisk, at forældrene viser den tillid, at vi får lov til at være med til at forme de her små personligheder og hjælpe dem på vej. De her første år er dér, de lærer allermest, siger Stinne Reng, der også nyder alle de mange kram, knus og smil, som hendes arbejdsdag byder på.

Udvidelsen medfører flere kolleger – Stinne Reng har fået sig en pædagogisk leder, Kristina Rømer, og der bliver brug for en mere i den ny vuggestue. For forældrene får det også betydning på et par punkter.

– Det bliver ikke den store forskel, men der skal vælges en forældrebestyrelse, og vores åbningstider bliver lidt længere, fortæller hun.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close